Nepal: 23 dage – på den korte bane

Jeg er flere gange blevet spurgt – både inden afgangen og nu efter jeg er landet i Danmark – hvad der gjorde at jeg ville op i højden i 23 dage, med kulden, frosne vandflasker, tilfrosne vandhaner og toiletter. Jeg tror svaret må være: FORDI JEG KAN. og måske fortæller billedet overover også noget om bjergenes skønhed og uendelighed. Lige meget hvor øjet ser  🙂
For 3 dage siden: Lige nu er der 24 timer til vi rejser fra Nepal. 5 kilo lettere. 5 kilo stærkere både mentalt og fysisk. Jeg er også stærkere hvad angår vilje, smalltalk og gruppekonstruktion. Og 5 kilo tungere med hensyn til garn, sjaler, plaids the og krydderier.
Jeg sidder alene på en Cafe’ i ThamelDistriktet I Kathmandu. Cafe’en Ligger på en tagterrasse i en baggaard. Solen skinner og jeg får en cappucino og den sidste pandekage for denne gang. Jeg nyder at være alene. Mine tanker vandrer på må og få.
Jeg har været sammen med andre mennesker 24 -7 siden 23. oktober. Mennesker som har fået en stor plads. De har fået en særlig plads fordi ellers ville det have været ensomt og opslidende at være afsted i så mange dage.
Nogle er kommet tæt på. Der er ikke plads til generthed, fine fornemmelser og andet. Væggene er tynde. Nogle deler man toiletlyde med, andre hjælper en’ igennem kriserne og man er parat til at lægge livet i deres hænder.
Der er forskellige aldersgrupper, grupperinger og interesser og alle finder en plads i det. Der er og skal være plads til alle.
Jeg vælger at tro på at de 23 dage er en succes . En succes fordi både manden min og drengene har bakket op om projektet. De har opmuntret og holdt min næse i sporet, fordi de alle vidste at det sværeste, ikke ville være at komme op i 5000 meters højde, men at undvære familien.
Min tilståelse må falde . Jeg har aldrig væk fra min klan i mere end 7 dage. Jeg lider altid af hjemve’ efter 1 dag. Jeg tager sjældent på kurser med overnatning.
Gad vide hvad jeg skal bruge af undskyldning fremover 🤔🤔😂.
Ikke kun familien har bakket op. Venner og veninder har læst bloggen. Instagram og facebook er liket. Det er så skønt at alle er bag mig.
Ikke fordi det er noget særligt at tage til Nepal. Alle bliver ramt på lang tids kulde, højde, mad, savn, åndenød og dårlig søvn. Og alle udviser en presset adfærd.
Facaderne falder. Irritabilitet, egoisme, gråd, angst, savn, bekymring og sygdom er nogle af de reaktioner der har været.
Jeg har været ramt en enkelt gang af at gå sukkerkold. At gå sukkerkold manifesterer sig for mig med gråd, opgivenhed, motorisk usikkerhed.
Jeg har ofte været i bagerste gruppe på vandringerne. Nogle gange alene med en guide, fordi jeg ikke kunne presse min krop yderligere. Så jeg har undervejs lært at sætte tempoet ned, tage lag på lag tøj på, spise masse af sneakers, drikke meget vand og spise energitilskud www.berryen.com.

Jeg har været tavs under vandringerne, for at spare på energien. Så i den retning er der ingen forskel på golf og trekking – jeg er og bliver den “tavse dansker”, når jeg skal koncentrere mig – der er ikke plads til smalltalk.
Jeg har været bange for at hunden Karla ville glemme mig mens jeg har været væk.
Men jeg har ikke et sekund været bange for højden og anstrengelserne. Faktisk oplever jeg istedet at have en mental styrke og ro som har båret mig igennem anstrengelserne.

Det eneste jeg er bange for nu er at få dårlig mave, fordi jeg lige har spist momo (dampede dumplings) i et gadekøkken med en yderst tvivlsom køkkenhygiejne 😂😂😏