Jeg har nu været afsted i 12 dage. 11 dage der på nær en enkelt dag har været optur og nu er der 11 dage tilbage. Ja – jeg har selv valgt turen. Men fysisk at komme igennem 23 dage uden ens klan er en udfordring for mig. Også selv om jeg er sammen med fantastiske mennesker og de udgør min midlertidige klan.

2 er sendt hjem på grund af højdesyge og 3 er længere nede i dalen.

I disse dage er nok – nok. Jeg er træt af bjerge, nepalesiske toiletter, den invaderende isnende kulde der suger alt næring ud af mig. Tilmed har alle været ramt af roskildesyge på grund af en anden hygiejnestandard og det er ikke altid at håndspritten er nok. Jeg er snotforkølet og ondt i halsen .

Og alligevel når jeg har fået sort the med sukker og varm havregrød til morgenmad og vi begynder at gå i morgengryet – så er alt fortrængt efter de første 100 meter.

100 meter skulle det være noget. Næh ikke i Danmark eller Holland. I 4700 meters højde slår højden en med en forhammer. Lungerne hænger udenpå tøjet. Hjertet banker. Jeg hiver efter vejret og må holde pause flere gange.

Pludselig er kroppen holdt op med at kæmpe. Jeg går ned i tempo – langsoooomt og alt er i flow.