Forfatter: Karenjuhler

Om mig Jeg er 58 år, og mor til 3 dejlige sønner på 23, 25 og 29 år, madmor til hunden Karla, nullermænd og spindelvæv. Jeg lever midt i Jylland – til venstre for Vejle Ådal, omgivet af bakker, bøgeskove og kartoffelmarker, sammen med min mand og med en stor have, cykler, golfudstyr, løbeudstyr og ukrudt.

Dagene efter 5400 meters højde .

Som jeg har skrevet tidligere: Det er svært at forklare hvorfor jeg har valgt denne tur🤗 og alligevel: udfordringen, skønheden , viljen og styrken👍.

Mange har spurgt til hvor koldt det var undervejs: Her er et link på et af de steder vi trekkede til ❄️❄️☃️ måske især fordi det er nemmere at sætte det i relation😀🤗

https://www.mountain-forecast.com/peaks/Gokyo-Ri/forecasts/5340

Her efter turen – er jeg så udfordret på mit miserable immunforsvar at jeg ligger på sofaen med Karla i 6 dage.

En af mine sønner konstanterede efterfølgende: godt du ikke skulle højere op- så var du nok død når du kom hjem igen.

Aldrig siden alle mine drenge blev født på bopælen, har jeg været så fysisk udfordret. Jeg er her på 10- dagen snottet, halsen, hoste, hørelsen er ramt og øjenbetændelse .

En konklusion kunne være at 60-åriges ikke bør springe rundt i 5400 m højde. En anden konklusion : kulde, fysisk anstrengelse og kalorieindtag har betydning for hvor hurtigt jeg blev tappet for modstandskraft .

Og det er al beundring værd at se en deltager som tidligere har krydset indlandsisen, klare alt i stiv arm uden at ryste på hånden og have øje for andre deltagere eller en anden 65 årig som var Istand til at forcere hver en klippetop uden vandrestave.

Nå ikke mere piveri fra min side. Nu er det jul lige om lidt. Der skal pyntes op og købes gaver. Mette Blomsterbergs brune kager skal jeg have bagt og en masse andet praktisk. i år er jeg blevet præsenteret for gaveønsker om donationer til Mødrehjælpen 🤔🤔🌲. Hvilket jo er prisværdigt nok. Jeg elsker jo bare julen og gaverne🌲 jeg er frygtelig barnlig og ville blive frygtelig skuffet hvis jeg ingen gaver fik 🎁🎁😀.

2 Comments Nepal

Nepal: Folk & fæ

FAKTA OM NEPAL

 

29 millioner indbyggere

Hver fjerde lever under landets fattigdomsgrænse

Kan læse og skrive (2015): Mænd: 76,4 procent Kvinder: 53,1

Forventet levetid (estimeret I 2016): Mænd: 70,1 Kvinder: 71,3

BNP per indbygger (2016): 2.500 dollar (nummer 199 ud af 230)

At rejse til Nepal blev for mig en rejse i tid. Tid; Fordi landet er uvejsomt og oprindeligt. Dermed er der for nuværende ingen nemme løsninger for hurtig transport af turister. Med mindre man får højdesyge og skal ned fra bjergene i en fart. Eller har baglommen fyldt med dollars og dermed kan praje en helikopter der kan smide dig af ved fordøren til Mount Everest.

Der borer sig ikke ødelæggende kilometerlange asfalterede veje, og betonhængebroer igennem landskabet. Så derfor tager transport tid – uanset om man er en turist med dagtursrygsæk og dyre læderstøvler eller en bærer i tynde sko der har 50 kilo på ryggen ( rygsække, byggematerialer, køleskab og colaer). Og det tager tid at gå op af et bjerg eller igennem et pas. Bærerne og sherpaerne lever i bjergene og den tynde luft, men det er risikofyldt og slidsomt. Men er et alternativ til ikke at kunne forsørge familien.

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Sherpa_people

Nepal er meget mere end https://en.m.wikipedia.org/wiki/Nepal.

Det er poetisk, råt, gæstfrit, hjælpsomt. Det er nøjsomt – både i mad, brændsel og strøm. Faktisk har kun 40 procent adgang til elektricitet. Det hører til sjældenhederne at have en vaskemaskine😀 men en stor blå tønde, gode armkræfter, en stav og  koldt vand kan gøre det ud for maskinen. Skylning af tøj i floden og efterfølgende en tøjsnor.

Maden er nøjsom, mættende og fornuftigt. Havregrød, the, Dal Bath, brasede kartofler med æg. Pandekager med honning som dessert er ok 🤗. Jeg levede uden kød i 23 dage.

Tusind tak til Kipling rejser for en fantastisk tur.

Nu skal jeg bare afklimatisere. Og vænne mig til hverdagen der bare flyder afsted af sig selv❤️❤️😍. Jeg tror en af måderne for mig i at lande mentalt, er skriveprocessen, så der kommer nok lidt skriv en gang i mellem.

3 Comments Nepal

15 støvledage senere og 4 dage tilbage.

Vi er nu i den sidste lodge i Lukla – inden vi flyver til Kathmandu i morgen.

At flyve tilbage er altid spændende – fordi det afhænger af nogenlunde klart vejr. Så tåge er ikke et hit.

Vi er alle euforiske da vi ankommer til Lukla. Da vi er den første gruppe der ankommer er vi bare stolte, glade og taknemmelige over at have gennemført Denne krævende tur sammen.

I går døde der 2 af højdesyge – uforvarende – fordi de ikke lyttede til deres krop. Ikke i vores gruppe – men alligevel bliver vi lidt eftertænksomme.

At gå fra 5100 meter i højden, langt over trægrænsen til i dag 2800 meter betyder at faunaen ændrer sig. I dag har vi set blomster, drivhuse, masse af grøntsager og maden bærer præg af en større og mere varieret smagsrigdom .

Min favorit -ret på turen har været været Dal Bath . En vegetarisk ris -og linseret . Havregrød, sort the eller myntethe sødet sukker.

I aften skal vi fejre at vi er kommet ned. Vi er allerede startet med varm cacao, ROM Chips og øl.

No Comments Nepal

Mountain-cold og heltestatus.

https://m.youtube.com/watch?v=9UO-DLTomto&feature=youtu.be

Tirsdag d. 6. November: Jeg er ramt af bjerg- forkølelse. Halsen er hævet og smerter. Næsen er stoppet og jeg hoster endnu mere end igår og iforgårs.

Så kære følgere. I dag pjækker jeg med blødende hjerte. Det bliver ikke https://en.m.wikipedia.org/wiki/Kala_Patthar ogBase Camp i denne omgang. Jeg har ikke mere luft til 4 timers rask gang og efterfølgende 3,5 time til basecamp og op kl. 04.30 i morgen tidlig for at bestige kala Pattar . Jeg slæber mig uden for byen og stabler sten oven på hinanden til en Varde. Oven på varden placerer jeg 2 sten. Stenene har ligget i min lomme siden Lukla. Og planen var at de skulle lægges ved Base Camp. Nu bliver det MIT basecamp ved Lobouche. Jeg får taget afsked med stenene og ser endnu engang på bjergene. Jeg ved jeg ikke kommer op i 5470 igen 😥🤔

Derimod klarede jeg Goyko Ri https://en.m.wikipedia.org/wiki/Gokyo_Ri og Cho la passet https://en.m.wikipedia.org/wiki/Cho_La,_Nepal

Om jeg er ked af det … mest at min heltestatus har lidt et knæk fordi jeg ikke magtede de sidste 2 opstigninger,inden det gik ned .

Nu sidder jeg her i solen i loBouche sammen med Pernille på 59 år og nyder min morgenmad.

No Comments Nepal

Halvvejs – næsten oppe -næsten hjemme

Jeg har nu været afsted i 12 dage. 11 dage der på nær en enkelt dag har været optur og nu er der 11 dage tilbage. Ja – jeg har selv valgt turen. Men fysisk at komme igennem 23 dage uden ens klan er en udfordring for mig. Også selv om jeg er sammen med fantastiske mennesker og de udgør min midlertidige klan.

2 er sendt hjem på grund af højdesyge og 3 er længere nede i dalen.

I disse dage er nok – nok. Jeg er træt af bjerge, nepalesiske toiletter, den invaderende isnende kulde der suger alt næring ud af mig. Tilmed har alle været ramt af roskildesyge på grund af en anden hygiejnestandard og det er ikke altid at håndspritten er nok. Jeg er snotforkølet og ondt i halsen .

Og alligevel når jeg har fået sort the med sukker og varm havregrød til morgenmad og vi begynder at gå i morgengryet – så er alt fortrængt efter de første 100 meter.

100 meter skulle det være noget. Næh ikke i Danmark eller Holland. I 4700 meters højde slår højden en med en forhammer. Lungerne hænger udenpå tøjet. Hjertet banker. Jeg hiver efter vejret og må holde pause flere gange.

Pludselig er kroppen holdt op med at kæmpe. Jeg går ned i tempo – langsoooomt og alt er i flow.

3 Comments IndlægNepal

Søndag er arbejdsdag.

I går havde jeg krise. Jeg magtede ikke at gå. Det gjorde ondt. Jeg kunne ikke få luft. Pulsen var for højt oppe. Så det blev bare en lille tur op over Namche, for at se udsigten over byen.

Så smukt ❤️

11 forsatte på en tur endnu højere op og vi var 5 der blev tilbage. Det gør jeg aldrig igen. Jeg fortrød at jeg ikke gik med op og syntes det var et nederlag. Pludselig blev jeg i tvivl om jeg kunne nå op på Kala Pattar .

Men i dag har jeg en strategi: maxpuls 100, laaaangsom Mindfullnes vandring med vandrestave, væske og lidt chokolade.

Vi gik fra Namche til Thame. En smuk tur med fantastiske udsigter alle vegne. 22500 skridt og fra 3400 højdemeter til 4000 højdemeter. Solen skinnede hårdt og ubarmhjertigt. Sveden haglede af os og alle måtte fra tid til anden stoppe op og få vejret igen .

Men koldt er det sidst på eftermiddagen og aftenen. Lige nu er det – 8 grader. Jeg blev nødt til at købe dyre merinopants og et stort uldtæppe til aftnerne.

Dagene er begyndt at flyde ud. Jeg er nødt til at tælle tilbage for at finde ud af hvilken dag det er. Kulden er et stort issue. Vandrebukserne kommer i soveposen hver morgen og bliver varmet op . Mobiltelefonerne skal i soveposerne.

Brusebade er sjældne. 32 grader og en tynd stråle . Små engangs klude med mild sæbe og tørshampo det kommer man langt med.

Toiletterne er et kapitel for sig og billederne taler sit eget sprog.

No Comments Nepal

Dag 9 – 4450 m.

Endelig fik jeg talt længe med min mand. Savnet er stort efter ham, mine drenge, hund og den nemme hverdag.

Små ting får en stor betydning: salt på maden, skaffe chokolade så jeg ikke går sukkerkold. Men jeg gik sukkerkold på 8. Dagen. Alt gik mig imod. Jeg havde ingen kræfter, åndenød. Jeg tudede på vejen op. De nepalesiske guider var guld værd. Og endelig kom jeg til næste thehus ved hjælp af holdet.

At få 3 par underbukser og 4 par sokker til at strække i 23 dage det kræver at jeg ikke tænker på at jeg lugter af sved, sure tæer og det der er værre 🤗🤗

Min klud/ stofstykke er vigtig. Den bliver brugt hver nat over en thehusets pude.

Hvordan undgår jeg at fryse tæerne : Der skal være 3 cm luft fra tæerne til sokkens tåspids. Jeg er nødt til at have hue på om natten, for ikke at fryse.

Den sorte the bliver serveret på sengen hver morgen af vores guider og er en gudedrik når det er morgenkoldt.

Der er 3 – 4 der er forkølede og med ondt i halsen. Heldigvis kan jeg nøjes med lidt snot .

No Comments Nepal

Nepalesisk Toiletdesign

Nepalesiske toiletfohold anno 2018 kræver ingen forklaring. Et udpluk af variationer.

Særlige udfordringer ved frostvejr er overtissede betongulve.Det kræver pigsko og god balance 🤗🤗

For alle toiletforhold: Medbragt toiletpapir og håndsprit 🤔

No Comments Nepal

Porten til skønhed, sved og linser.

Der er en summen af stemmer i den lille indenrigslufthavn i Kathmandu. Alle i afgangshallen venter på at komme til Lukla.

Nogen rejsende er klædt i farvestrålende kjoler og klipklapper. De har fejret deres helligdage.. været sammen med familien og vi andre sidder og venter som hundredevis af andre spændte trekkere: vi har købt en oplevelse – ingen kæcille kunne beskrive kulde, afsavn og skønhed.

Trekkingmodens catwalk finder sted i lufthavnen. Dyre støvler, sko, bukser jakker huer. For nogle ganske få betyder der forskellen på liv eller død -toppen af Mount Everest.

For os andre jomfruelige nok mere et kort dyrt bekendtskab med skønheden og lidelsen.

Den 10. Farligste i verden. Porten til Mount Everest , Sved, ømme lår og trætte fødder.

der har været 2000 døde i bestræbelserne på st nå toppen. Vi skal kun op i 5470 meter.

1 Comment Nepal

Mens jeg venter …… 5 dage ✈️🛩🛬❄️

Mens jeg venter på Nepal og Goyko om 5 dage snegler tiden sig afsted. Hvad skal jeg slå ventetiden ihjel med ? … at slå tiden ihjel er et misvisende begreb… måske handler det mere om at være tilstede i nu’et. Men det er altså svært denne gang – At skulle være på farten i 23 dage kræver lidt mentalt arbejde for mig. Kan jeg undvære manden min, og min trofaste hund ? Hvordan er rejseselskabet ? Mon det kunne være rart med konversationskort, som jeg kan trække frem 😖😖🤔 ! Hvor skal vi mødes i Kastrup lufthavn? Hvordan i tehusene ? Jeg ser endnu engang på kortet over ruten, mens jeg fraværende trykker på nadakuglerne i ørene 😄 De skulle hjælpe mod uro .

Jeg løber og traver. Lounges og andet der strammer lidt op på bentøjet. Jeg har sågar meldt mig ind i fitnessklubben. Det er nok lidt for sent, til stærke lår og core. Vejrudsigten chekkes: Kathmandu ca. 25 grader. Namaste 2 grader om dagen og – 12 grader om natten. Det bliver både short og uldne underbukser & sandaler og sokker.

10 kilo må rygsækken veje, hvis den skal lastes på en lille bitte flyvemaskine, der flyver fra Kathmandu til Lukla. Jeg vejer rygsækken. 9 kilo og jeg er ikke færdig med at pakke til sommer og vinter 😔😖😖 Rygsækken pakkes om og om. Indholdet er kasseret, revideret, suppleret, utallige gange. Og hvad med personlig hygiejne. Belært fra tidligere skal jeg have tørshampoe, toiletpapir og håndsprit med 😄😖 Der er ikke meget varmt vand til lange brusebade, toiletforhold er primitive og toiletpapir bruges mest af turister.

23. Okt: Afrejse fra København mod Kathmandu
24. Okt: Ankomst Kathmandu, gåtur i den gamle bydel
25. Okt: Med bjergfly til Lukla og vandring til Monjo, 2.815 meter

26. Okt: Mod Sherpaernes hovedstad Namche Bazar, 3.400 meter

27. Okt: Hviledag i Namche Bazar

28. Okt: Klosterlandsbyen Thame 3.800 meter, vejen til Nangpa La

29. Okt: Via Hillary hospitalet i Kunde til Kumjung 3.791 meter
30. Okt: Ind i Gokyo-dalen. Via Mong La til Dole 4.040 meter
31. Okt: Macchermo sæteren 4.410 meter

01. Nov: Gletchersøer og Gokyo, 4.790 meter
02. Nov: Panoramatoppen Gokyo Ri 5.483 meter
03. Nov: Langs Ngozumpa til Dragnang Kharka, 4.690 meter
04. Nov: Cho La passet (Chhugyuma La), 5.420 meter. Dzonglha

05. Nov: Lobuche, 4.950 meter
06. Nov: Panoramatoppen Kala Pattar, 5.635 meter
07. Nov: Everest Base Camp, Isfaldet og Khumbugletcheren
08. Nov: Nonneklosteret Devoche og Tengpoche 3.767 meter

09. Nov: Tengpoche, 3.867 meter og Namche Bazar
10. Nov: Lukla 2.835 meter
11. Nov: Fly tilbage fra Everest – Kathmandu
12. Nov: Kathmandu, byrundtur
13. Nov: Fridag i Kathmandu
14. Nov: Afrejse fra Kathmandu og ankomst til København

Mine dage her op til afrejsen er præget at manglende overskud til Gospel og veninder. Det giver dårlig samvittighed overfor dem og mit arbejde. Min hjerne er delt i 3 dele. . Det ene del arbejder med rehabilitering, innovation og andet på arbejdet. Den anden halvdel er i planlægningsAfdelingen vedr. Turen, og sidste tredjedel er koncentreret omkring at være i min hule med dagligdags gøremål. Så undskyld til veninder og venner ❤️

Alt roder på stuegulvet: Vandrestøvler, bøger, tegnegrej, klipklapper – de sidste ting der skal pakkes ned.

Min mentaliseringsevne er ikke høj lige nu. Jeg føler det udfordrende med 3 uger. Tænk hvis flyveren falder ned, at der sker mig noget.

Godt Alt mit guld og manden min har været hjemme nogle dage i efterårsferien. Vi svælger i lækkert mad, gode vine & gode snakke og jeg bliver lidt mere modig igen.

Næste spørgsmål rejser sig : Gad vide hvilke støvler skal jeg tage med ? Sværvægterne eller de lette ? Jeg ringer til rejselederen. Meldingen er klar: Tunge støvler 🤔 Vi skal vade i sne og hen over en gletcher til toppen af Kala Pattar. Der er ikke plads til en skobutik i rygsækken.

På tirsdag er sidste sikre dag med netadgang, wifi og god mobildækning.

No Comments Nepal

Juletid er hyggetid og planlægningstid

DEC 8. 2017

2017 var året hvor familien måtte lægge øre til vidtløftige drømme om Cuba, Anna-purna, Mount Everest i Nepal.

Det endte med en overskuelig udgave: 1 uge,  alene afsted til kreta på hotel og mad hver dag.

IMG_0629

Det lyder ganske ufarligt og tandløst, dog blev udkommet et utal af skitser til malerier, En blog & og energi til at genoptage snakkene i den 29 år gamle mødregruppe og ” intense og ondt i maven af grin-snakke” med en god veninde fra årene hvor vi dyrkede kaproning.

Min nye portvinstøsegruppe forener kogekunst og portvin, krydret med dybsindige snakke, 2 strikkeklubber som jeg bestemt ikke har været særlig aktiv i  og “finally ” Jeg endte med at springe ud som korsanger i “Kildernes kor” og oprette en rejse- blog

At være med i i Gospel-kor kan kun anbefales hvis man er mindre god til at synge, men et must hvis man kan li’ at synge, grine og have det sjovt sammen.

DE6EDC91-6F32-45D0-9C9B-61339E4C71B9

2017 var året hvor jeg nød alle de særlige stunder med drengene og hvor

man kunne forledes til at decimere dette til” ikke at være noget særligt” men jeg har nydt hvert sekund … hvor vi har haft intense øjeblikke med pølsehorn, Moesgaard og en god frokost -god vin og Brugge.. en tur til Bornholm med gæs og havbad samt dybe faglige snakke …”Makes me alive & er livets salt” .

Karsten, Familie & venner og alles kæledægge “Karla”, et vidunderligt job og knalddygtige medarbejdere der udfører et vigtigt arbejde for samfundets allermest udsatte borgere er min hverdagsmedicin .

6F80EC3A-5AF1-4910-BC3E-7D3A15282FE5

Mine løbeture har fået et en enorm stor betydning i hverdagen, fordi det giver mig glæde og styrke. Golfen er og bliver min udfordring fordi jeg skal kæmpe med koncentrationen og roen, men alligevel er det en del af er min vigtige hverdag og efter 10 år i Give er jeg at begynde at føle mig som ” indfødt” … bare jeg har mit “Helle”… Vesterhavet & sommerhuset .

16C7160F-415E-4427-890D-AA06E71C6E96

I 2018 skal være lige som 2017, hvad angår familie og venner ❤️.

Jeg skal bare liiige hakke mount evetest og 5100 meter bjerg af, en vandretur med en særlig veninde, hvor vi skal gå Cinque Terre” i Italien samt gode & vigtige oplevelser sammen med Karsten og venner omkring golf, mad & vino

Nå ja – jeg bliver 60 år… ikke at jeg kan mærke det ,, Se det, Ja det kan jeg : englevinger, furer i ansigtet ,,, kalkunhals, og øjenbryn, der er blege og tynde 😫 .. men BOTOX er bort-prioriteret på baggrund af rejser og 60 års fødselsdag .

  1. Har jeg glemt noget ? Nå ja.., jeg har bestilt et trek på 23 dage til Everest base Canon i oktober månehttps://www.kiplingtravel.dk/rejser/asien/nepal/everest-base-camp-og-gokyo

Men først er det jul 😀.

Julen 2017

Jul er for mig traditioner og omvendt kamp mod traditioner. På den ene side fantaserer jeg om den gavefrie jul, intet juletræ.,, måske bare lidt kirke, julepynt og så bare hele min familie som er det vigtigste i hele verden… jeg vil så gerne vise at jeg elsker alle gennem julegerningerne & traditionerne: Gaver, mad, pynt, juletræ, Disneys julefilm, konfekt og mandelgaver.

Lige om lidt er julesmåkagebagningen færdig; De sidste julegaver skal købes, hvilket ofte bliver i sidste øjeblik, da enkelte i familien først opdager det er jul, ganske få dage før DAGEN

Mine egne julegaveønskeliste er lang og indbefatter megalækre trekkingtights – deluxe, vandresokker og kompas og andre ” jeg kan ikke leve uden” -ønsker.

Og et 3 meter langt juletræ ligger og venter på en juletræsfod. Træet er tungt og alt for langt igen i år .,, og hvert år sværger jeg på at det er sidste år med et stort træ…. Men tanken om et miniaturetræ i havestuen, mens vi spæner rundt om træet og rundt i stuen: syngende ” Nu er det jul igen” får mig til at besinde mig .., ET stort træ igen i 2018

Glædelig jul og godt nytår

000018Karen

No Comments Indlæg

Næste alene -rejse


Tænke – tænke: Hvornår er det rigtigt og passende at rejse alene igen ?
Jeg ved det ikke .. men mine følelser og min mavefornemmelse siger ^snart^
Hvor er næste destinaiton .. Nepal, Kilimanjaro, Simien bjergene i Etiopien, sommerhuset? Jeg er i syv sind.
Jeg har jo næsten lige været afsted i juni måned. Men hvis jeg nu rejser i januar 2018, så er der gået en passende tid, siden sidst. Der er bare det… at så er det kun muligt med Kilimanjaro eller Mount Toubkal, når jeg skal rejse i en gruppe. Jeg kan selvfølgelig rejse ud på egen hånd, og købe et trek. Det er bare en nødløsning fordi jeg er rastløs og utålmodig. Jeg vil jo allerhelst til Nepal. Lige præcis denne tur:

http://m.topas.dk/pages/turbeskrivelse-nepal-everest-base-camp-og-cho-la-pas.html#mainCat=8

Jeg har virkelig tænkt meget om jeg vil alene afsted. Det er nemt at tage afsted alene, når jeg egentlig holder af mit eget selskab. JA ALTSÅ IKKE NÅR JEG SKAL SPISE PÅ EN RESTAURENT 😂😂

Men jeg opdagede jo sidst, da jeg var på Kreta, at lidt selskab er jo også meget rart. Så jeg har brugt en måneds tid på at surfe på nettet, for at finde en rejse i Januar 2018…

Det er svært at bestemme mig. Skal jeg vælge Marokko & Mount Toubkal, som jeg har besteget for 3 år siden ? Tjah, jeg ved jo hvor koldt det er om natten i 2500 meters højde, liggende i et telt, på en tynd madras. NATTEN VAR MEGET LANG OG KOLD. Jeg ved også hvordan det er at sove i refugier, i rum der huser 10 snorkende trekkere, 10 par vandrestøvler der udsender lufte af dagens anstrengelser og tehuse i 3500 meters højde. At stå op midt om natten, gå i mørke, famlende og snublende henover klippestykker. At blive forpustet og være nødt til at holde mange pauser. At gå henover en gletcher for at ramme solopgangen. Og billedet nedenfor beskriver måske sejrsrusen og stoltheden. “Yes, jeg gjorde det ”

På toppen
No Comments Indlæg

Kvinder & krukker

Kvinder & krukker kunne referere til min tid som kunster for mindst 10 år siden. Men der er løbet meget vand i åen siden da.

I dag er jeg mere optaget af at købe smukke kiksede skåle, der kan anvendes til familiefester, dekorationer og manifestationer af hvor vigtigt der er at der skal være plads til det skæve i tilværelsen.

Det er også en inspiration til alle de billeder jeg samler og maler i mit indre univers.

No Comments Indlæg

Alenetid == uden mand tid == Venindetid

Egentlig startede min blog om at rejse alene uden mand… men ved nærmere eftertanke og og samling af iagttagelser gennem de senere år, slår det mig, at kvinder også har mange parallelle liv.

Oftest har kvinder et fælles liv med deres mand, som jo kunne bestå af børn, drift, en fælles hobby, ferier og traditioner. Men det er tankevækkende at de fleste kvinder har deres helt eget liv, som leves i selskab med sig selv eller sammen med veninder og i interessefællesskaber.

En af mine veninder har et liv sammen med hendes mand omkring antikviteter og loppemarkeder. Ved siden af har hun en rigdom at veninder, filtning, have og madlavning.

En anden veninde har mad, rejser og vin sammen med hendes mand, men i hendes eget liv lever der en fantastisk karriere, bestyrelsesposter, håndarbejde, have og bøger…

og hvis jeg forfalder til at sammenligne kvinder og mænds liv, ser jeg ikke det samme mønster. Jeg kunne forledes til at tro at kvinder har brug for en stor mangfoldig og variation i deres liv… i erkendelsen af at 1 menneske ikke kan opfylde alle de behov en kvinde har. Alle kvindefælleskaber har forskellige betydninger og dybder.

Mænd har måske typisk arbejde, 1-2 hobbies og dermed 1 -2 interessefællesskaber med mænd. 

No Comments Indlæg

At evaluere rejsen.,

Fik jeg et ” outcome” i at rejse alene; Uden rejsefæller, uden netværk og min mand? ??

Jeg tænker:  Jeg kan klare mig alene,  i medgang og modgang.

Jeg har erkendt at selskabelighed kan være givende også for mennesker, der trives i eget selskab….

Men gad vide om om det at trives i eget selskab, er bundet op på  at omgivelserne er trygge ?? Ex: sommerhus, genkendelig destination, minimale livskriser.

En af mine bekendte har mistet hendes mand. Hvordan ville en rejse opleves når fundamentet rives væk. ?

No Comments Indlæg

En nødvendighed at rejse alene ?

Jeg har fået mange tilbagemeldinger fra andre kvinder, undervejs i dette projekt. Både danske, britiske og græske kvinder. Og det har været nogle interessante samtaler. Temaerne på tværs Af nationaliteter er bekymringen for at føle sig alene. Men spørgsmålet er hvad begrebet dækker… ensomhed ?

Jeg tror mange kvinder gennemløber de samme behov for at “hakke af” opleve, sanse, udfordres.,, måske med sammenfald i livscyklus .

Jeg tror Dog ikke det er nødvendigt at rejse alene.

Spørgsmålet er hvordan du får dit liv levet og være tilfreds med det liv du lever. Og give dig selv tilpas med forstyrrelser.

For mig er det vigtigt at finde mine styrker og svagheder i livet og udfordre disse.

Jeg har stadig et mentalt selvbillede som en 40 – årig,  hvilket betyder at jeg nogle gange får mig sat i fysiske udfordringer som min krop absolut ikke formår.

Et eksempel kunne være at løbe 7 dage om ugen. Det kan jeg ikke. JEG HAR PRØVET 😀😀 Max 3 dage om ugen og helst ikke mere end 5 kilometer pr. Gang.

Et andet eksempel: At sove i telt midt på et bjerg i minusgrader. Jeg er blevet for gammel.

Men jeg stræber stadig efter at tage 3 uger til Everest Basecamp i Nepal.  Overnatte i tehuse og have sherpaer der kan bære min bagage.

No Comments Indlæg

Summasumarum

Nu er det 8. Dag og hjemrejsedag. Der har været rigtig mange gode oplevelser, timer og refleksioner undervejs. Også en opdagelse af sig selv.

Jeg fandt ud af at kunne være alene, uden at gå helt i stykker. Når jeg havde brug for samtale eller smalltalk opsøgte jeg det og ellers nød jeg bare tavsheden.

Det kan sagtens lade sig gøre at rejse alene. Man skal bare indstille sig på at der også er timer hvor man tænker “Lad mig nu komme hjem igen” eller ” Jeg gør det aldrig mere” .

Jeg vil rejse alene igen. Ikke i år, men næste år igen – fordi JEG KAN ❤️

No Comments Indlæg

It turned out to be a nice day.

Jeg kravler ud af sengen. Ingen løbetur Idag. Gad vide om havet vil gøre noget godt for mine lægmuskler. Det kan mærkes at tage en nedstigning fra 1250 oh. og 18 km lang.

Det blæser kraftigt og bølgerne slår hidsigt ind mod stranden. Jeg går forsigtig ud og lader mig synke ned i vandet. 500 meter blev det til. Det hjalp lidt.

Men jeg har ikke flere penge… Jeg trasker rundt og mine ben er ømme igen. – Fundet !

Bussædet med den velkendte plys tager beredvilligt imod min ømme krop fra igår.

Jeg tager med KTEL til Rythimon. Bussen går 1 gang i timen. Jeg gider ikke gå Idag ..og er rastløs. 😳😳Jeg var for træt igår til at lave en plan for Idag. Så jeg må lade dagen blive lidt “Dagen skal bare gå”

 

No Comments Indlæg

En købt udflugt – A piece of cake

Det var da ret nemt – at købe en udflugt til Samariakløften over mobiltelefonen. Jeg var dog alligevel nødt til at chekke opsamlingsstedet aftenen før – Bare for en sikkerheds skyld.

Op kl 05 dansk tid og hjemme 14 timer efter.. Her var det lige meget om man var alene afsted eller et par.

Den 14 kilometer lange tur gennem Europas længste kløft viste ingen hensyn til nogen deltagere.

Ingen havde overskud til at tale på grund af varme og uvejsomt terræn og alle 30 deltagere gik i deres egen vandrerytme. Min er hurtig og koncentreret.

Jeg får hurtigt erfaringen fra bestigningen af  et bjerg ind i kroppen igen. Benene og mine fødder og øjne arbejder for mig.

Dog burde jeg have chekket om mine vandrestøvler der har båret mig til toppen af Toubkal i Marokko, stadig passede mig. Mine fødder er åbenbart vokset et skonummer på 2 år.

No Comments Indlæg

Verden forandrer sig, også i Chania

Min hukommelse har i 15 år båret rundt på en erindring om et autentisk chania. Efter 6 kilometers ørkesløs vandring i den gamle bydel ligger jeg nu på stranden, som alle andre solen og finder ro i lyden fra bølgerne og være iagttageren til den lokale befolknings liv på stranden.

No Comments Indlæg