Forfatter: Karenjuhler

Om mig Jeg er 58 år, og mor til 3 dejlige sønner på 23, 25 og 29 år, madmor til hunden Karla, nullermænd og spindelvæv. Jeg lever midt i Jylland – til venstre for Vejle Ådal, omgivet af bakker, bøgeskove og kartoffelmarker, sammen med min mand og med en stor have, cykler, golfudstyr, løbeudstyr og ukrudt.

Nedtælling: 74 dage til Nepal

jeg gjorde det igen. Bestilte på en følelse af uovervindelighed og ungdommeligt vovemod.
23 dage i Nepal. Hvor jeg skal ramme Goyko Ri. Ca. 5600 m. Over havets overflade.
Jeg er noget usikker på om det er realistisk. Det er 3 år siden Ingeborg og jeg ramte Mount Toubkal .. det vil sige: Jeg var 3 år yngre altså 57 . Min mand har sendt mig blikket: som betyder : “ingen fiks ide’, igen. Du gennemfører turen. “
Jeg prøver at komme ind i kampen. Kæmpende med min 60 års fødselsdag og festen omkring dette. Alt på kroppen der rykker sydpå og med bølger og buler.



No Comments Indlæg

Juletid er hyggetid og planlægningstid

DEC 8. 2017

2017 var året hvor familien måtte lægge øre til vidtløftige drømme om Cuba, Anna-purna i Nepal  .

Det endte med en overskuelig udgave: 1 uge,  alene afsted til kreta på hotel og mad hver dag.

IMG_0629

Det lyder ganske ufarligt og tandløst, dog blev udkommet et utal af skitser til malerier, En blog & og energi til at genoptage snakkene i den 29 år gamle mødregruppe og ” intense og ondt i maven af grin-snakke” med en god veninde fra årene hvor vi dyrkede kaproning.

Min nye portvinstøsegruppe forener kogekunst og portvin, krydret med dybsindige snakke, 2 strikkeklubber som jeg bestemt ikke har været særlig aktiv i  og “finally ” Jeg endte med at springe ud som korsanger i “Kildernes kor” og oprette en rejse- blog

At være med i i Gospel-kor kan kun anbefales hvis man er mindre god til at synge, men et must hvis man kan li’ at synge, grine og have det sjovt sammen.

DE6EDC91-6F32-45D0-9C9B-61339E4C71B9

2017 var året hvor jeg nød alle de særlige stunder med drengene og hvor

man kunne forledes til at decimere dette til” ikke at være noget særligt” men jeg har nydt hvert sekund … hvor vi har haft intense øjeblikke med pølsehorn, Moesgaard og en god frokost -god vin og Brugge.. en tur til Bornholm med gæs og havbad samt dybe faglige snakke …”Makes me alive & er livets salt” .

Karsten, Familie & venner og alles kæledægge “Karla”, et vidunderligt job og knalddygtige medarbejdere der udfører et vigtigt arbejde for samfundets allermest udsatte borgere er min hverdagsmedicin .

6F80EC3A-5AF1-4910-BC3E-7D3A15282FE5

Mine løbeture har fået et en enorm stor betydning i hverdagen, fordi det giver mig glæde og styrke. Golfen er og bliver min udfordring fordi jeg skal kæmpe med koncentrationen og roen, men alligevel er det en del af er min vigtige hverdag og efter 10 år i Give er jeg at begynde at føle mig som ” indfødt” … bare jeg har mit “Helle”… Vesterhavet & sommerhuset .

16C7160F-415E-4427-890D-AA06E71C6E96

I 2018 skal være lige som 2017, hvad angår familie og venner ❤️.

Jeg skal bare liiige hakke Anna Purna og 5100 meter bjerg af, en vandretur med en særlig veninde, hvor vi skal gå Cinque Terre” i Italien samt gode & vigtige oplevelser sammen med Karsten og venner omkring golf, mad & vino

Nå ja – jeg bliver 60 år… ikke at jeg kan mærke det ,, Se det, Ja det kan jeg : englevinger, furer i ansigtet ,,, kalkunhals, og øjenbryn, der er blege og tynde 😫 .. men BOTOX er bort-prioriteret på baggrund af rejser og 60 års fødselsdag .

Har jeg glemt noget ? Nå ja.., jeg har bestilt et trek på 23 dage til Anna Purna i oktober månehttps://www.kiplingtravel.dk/rejser/asien/nepal/everest-base-camp-og-gokyo

Men først er det jul 😀.

Julen 2017

Jul er for mig traditioner og omvendt kamp mod traditioner. På den ene side fantaserer jeg om den gavefrie jul, intet juletræ.,, måske bare lidt kirke, julepynt og så bare hele min familie som er det vigtigste i hele verden… jeg vil så gerne vise at jeg elsker alle gennem julegerningerne & traditionerne: Gaver, mad, pynt, juletræ, Disneys julefilm, konfekt og mandelgaver.

Lige om lidt er julesmåkagebagningen færdig; De sidste julegaver skal købes, hvilket ofte bliver i sidste øjeblik, da enkelte i familien først opdager det er jul, ganske få dage før DAGEN

Mine egne julegaveønskeliste er lang og indbefatter megalækre trekkingtights – deluxe, vandresokker og kompas og andre ” jeg kan ikke leve uden” -ønsker.

Og et 3 meter langt juletræ ligger og venter på en juletræsfod. Træet er tungt og alt for langt igen i år .,, og hvert år sværger jeg på at det er sidste år med et stort træ…. Men tanken om et miniaturetræ i havestuen, mens vi spæner rundt om træet og rundt i stuen: syngende ” Nu er det jul igen” får mig til at besinde mig .., ET stort træ igen i 2018

Glædelig jul og godt nytår

000018Karen

No Comments Indlæg

Næste alene -rejse


Tænke – tænke: Hvornår er det rigtigt og passende at rejse alene igen ?
Jeg ved det ikke .. men mine følelser og min mavefornemmelse siger ^snart^
Hvor er næste destinaiton .. Nepal, Kilimanjaro, Simien bjergene i Etiopien, sommerhuset? Jeg er i syv sind.
Jeg har jo næsten lige været afsted i juni måned. Men hvis jeg nu rejser i januar 2018, så er der gået en passende tid, siden sidst. Der er bare det… at så er det kun muligt med Kilimanjaro eller Mount Toubkal, når jeg skal rejse i en gruppe. Jeg kan selvfølgelig rejse ud på egen hånd, og købe et trek. Det er bare en nødløsning fordi jeg er rastløs og utålmodig. Jeg vil jo allerhelst til Nepal. Lige præcis denne tur:

http://m.topas.dk/pages/turbeskrivelse-nepal-everest-base-camp-og-cho-la-pas.html#mainCat=8

Jeg har virkelig tænkt meget om jeg vil alene afsted. Det er nemt at tage afsted alene, når jeg egentlig holder af mit eget selskab. JA ALTSÅ IKKE NÅR JEG SKAL SPISE PÅ EN RESTAURENT 😂😂

Men jeg opdagede jo sidst, da jeg var på Kreta, at lidt selskab er jo også meget rart. Så jeg har brugt en måneds tid på at surfe på nettet, for at finde en rejse i Januar 2018…

Det er svært at bestemme mig. Skal jeg vælge Marokko & Mount Toubkal, som jeg har besteget for 3 år siden ? Tjah, jeg ved jo hvor koldt det er om natten i 2500 meters højde, liggende i et telt, på en tynd madras. NATTEN VAR MEGET LANG OG KOLD. Jeg ved også hvordan det er at sove i refugier, i rum der huser 10 snorkende trekkere, 10 par vandrestøvler der udsender lufte af dagens anstrengelser og tehuse i 3500 meters højde. At stå op midt om natten, gå i mørke, famlende og snublende henover klippestykker. At blive forpustet og være nødt til at holde mange pauser. At gå henover en gletcher for at ramme solopgangen. Og billedet nedenfor beskriver måske sejrsrusen og stoltheden. “Yes, jeg gjorde det ”

På toppen

No Comments Indlæg

Kvinder & krukker

Kvinder & krukker kunne referere til min tid som kunster for mindst 10 år siden. Men der er løbet meget vand i åen siden da.

I dag er jeg mere optaget af at købe smukke kiksede skåle, der kan anvendes til familiefester, dekorationer og manifestationer af hvor vigtigt der er at der skal være plads til det skæve i tilværelsen.

Det er også en inspiration til alle de billeder jeg samler og maler i mit indre univers.

No Comments Indlæg

Alenetid == uden mand tid == Venindetid

Egentlig startede min blog om at rejse alene uden mand… men ved nærmere eftertanke og og samling af iagttagelser gennem de senere år, slår det mig, at kvinder også har mange parallelle liv.

Oftest har kvinder et fælles liv med deres mand, som jo kunne bestå af børn, drift, en fælles hobby, ferier og traditioner. Men det er tankevækkende at de fleste kvinder har deres helt eget liv, som leves i selskab med sig selv eller sammen med veninder og i interessefællesskaber.

En af mine veninder har et liv sammen med hendes mand omkring antikviteter og loppemarkeder. Ved siden af har hun en rigdom at veninder, filtning, have og madlavning.

En anden veninde har mad, rejser og vin sammen med hendes mand, men i hendes eget liv lever der en fantastisk karriere, bestyrelsesposter, håndarbejde, have og bøger…

og hvis jeg forfalder til at sammenligne kvinder og mænds liv, ser jeg ikke det samme mønster. Jeg kunne forledes til at tro at kvinder har brug for en stor mangfoldig og variation i deres liv… i erkendelsen af at 1 menneske ikke kan opfylde alle de behov en kvinde har. Alle kvindefælleskaber har forskellige betydninger og dybder. 

Mænd har måske typisk arbejde, 1-2 hobbies og dermed 1 -2 interessefællesskaber med mænd. 

No Comments Indlæg

At evaluere rejsen.,

Fik jeg et ” outcome” i at rejse alene; Uden rejsefæller, uden netværk og min mand? ??

Jeg tænker:  Jeg kan klare mig alene,  i medgang og modgang.

Jeg har erkendt at selskabelighed kan være givende også for mennesker, der trives i eget selskab….

Men gad vide om om det at trives i eget selskab, er bundet op på  at omgivelserne er trygge ?? Ex: sommerhus, genkendelig destination, minimale livskriser.

En af mine bekendte har mistet hendes mand. Hvordan ville en rejse opleves når fundamentet rives væk. ?

 

No Comments Indlæg

En nødvendighed at rejse alene ?

Jeg har fået mange tilbagemeldinger fra andre kvinder, undervejs i dette projekt. Både danske, britiske og græske kvinder. Og det har været nogle interessante samtaler. Temaerne på tværs Af nationaliteter er bekymringen for at føle sig alene. Men spørgsmålet er hvad begrebet dækker… ensomhed ? 

Jeg tror mange kvinder gennemløber de samme behov for at “hakke af” opleve, sanse, udfordres.,, måske med sammenfald i livscyklus . 

Jeg tror Dog ikke det er nødvendigt at rejse alene.

Spørgsmålet er hvordan du får dit liv levet og være tilfreds med det liv du lever. Og give dig selv tilpas med forstyrrelser. 

For mig er det vigtigt at finde mine styrker og svagheder i livet og udfordre disse.

Jeg har stadig et mentalt selvbillede som en 40 – årig,  hvilket betyder at jeg nogle gange får mig sat i fysiske udfordringer som min krop absolut ikke formår.

Et eksempel kunne være at løbe 7 dage om ugen. Det kan jeg ikke. JEG HAR PRØVET 😀😀 Max 3 dage om ugen og helst ikke mere end 5 kilometer pr. Gang.

Et andet eksempel: At sove i telt midt på et bjerg i minusgrader. Jeg er blevet for gammel.

Men jeg stræber stadig efter at tage 3 uger til Annapurna Basecamp i Nepal.  Overnatte i tehuse og have sherpaer der kan bære min bagage.

 

No Comments Indlæg

Summasumarum

Nu er det 8. Dag og hjemrejsedag. Der har været rigtig mange gode oplevelser, timer og refleksioner undervejs. Også en opdagelse af sig selv.

Jeg fandt ud af at kunne være alene, uden at gå helt i stykker. Når jeg havde brug for samtale eller smalltalk opsøgte jeg det og ellers nød jeg bare tavsheden.

Det kan sagtens lade sig gøre at rejse alene. Man skal bare indstille sig på at der også er timer hvor man tænker “Lad mig nu komme hjem igen” eller ” Jeg gør det aldrig mere” .

Jeg vil rejse alene igen. Ikke i år, men næste år igen – fordi JEG KAN ❤️

No Comments Indlæg

It turned out to be a nice day.

Jeg kravler ud af sengen. Ingen løbetur Idag. Gad vide om havet vil gøre noget godt for mine lægmuskler. Det kan mærkes at tage en nedstigning fra 1250 oh. og 18 km lang.

Det blæser kraftigt og bølgerne slår hidsigt ind mod stranden. Jeg går forsigtig ud og lader mig synke ned i vandet. 500 meter blev det til. Det hjalp lidt.

Men jeg har ikke flere penge… Jeg trasker rundt og mine ben er ømme igen. – Fundet !

Bussædet med den velkendte plys tager beredvilligt imod min ømme krop fra igår.

Jeg tager med KTEL til Rythimon. Bussen går 1 gang i timen. Jeg gider ikke gå Idag ..og er rastløs. 😳😳Jeg var for træt igår til at lave en plan for Idag. Så jeg må lade dagen blive lidt “Dagen skal bare gå”

 

No Comments Indlæg

En købt udflugt – A piece of cake

Det var da ret nemt – at købe en udflugt til Samariakløften over mobiltelefonen. Jeg var dog alligevel nødt til at chekke opsamlingsstedet aftenen før – Bare for en sikkerheds skyld.

Op kl 05 dansk tid og hjemme 14 timer efter.. Her var det lige meget om man var alene afsted eller et par.

Den 14 kilometer lange tur gennem Europas længste kløft viste ingen hensyn til nogen deltagere.

Ingen havde overskud til at tale på grund af varme og uvejsomt terræn og alle 30 deltagere gik i deres egen vandrerytme. Min er hurtig og koncentreret.

Jeg får hurtigt erfaringen fra bestigningen af  et bjerg ind i kroppen igen. Benene og mine fødder og øjne arbejder for mig.

Dog burde jeg have chekket om mine vandrestøvler der har båret mig til toppen af Toubkal i Marokko, stadig passede mig. Mine fødder er åbenbart vokset et skonummer på 2 år.

 

No Comments Indlæg